Musik og lyrik gav ham livet tilbage

Bruno Skibbild Christensen var banket helt i bund både psykisk og fysisk men fik livsgnisten tilbage

55-årige Bruno Skibbild Christensen har været helt nede og ramme kulkælderen både fysisk og psykisk. Der hvor det hele så noget nær umuligt ud med at komme på fode igen.
Men nu er han stærkt på vej tilbage med en tro på, at om et par år kan han få opfyldt sin livsdrøm om at komme tilbage til Kentucky, hvor han var for mange år siden.
Så skal han over for at spille noget bluegrass-musik med de gamle venner og gerne så meget andet musik.
Som han sidder der på cafeen Ricos Orbis på Søborg Torv med en guitar ved sin side er det svært at forestille sig hvilket helvede han har været igennem. Men han var helt derude, hvor han var rystende bange for at ende som en grøntsag, fordi han ikke kunne styre sine lemmer. Svært at acceptere for en mand, der har dyrket så meget sport og spillet så meget musik.
-Jeg er oprindelig uddannet cand.mag. I historie med idræt som bifag og fik job på Skt. Annæ Gymnasium. Siden flyttede jeg tilbage til Herning, fordi jeg kommer fra den del af landet. Jeg fik job på Herning Gymnasium og senere på en friskole. På et tidspunkt ville jeg prøve noget andet i livet, så jeg blev socialpædagog og flyttede tilbage til Sjælland for at være på et bosted, og det gik fint i et langt stykke tid. Men en nat ramlede det hele, fortæller Bruno.
-Jeg havde nattevagt og pludselig opstod der et meget brutalt slagsmål, hvor der blev sparket i hovedet på en beboer, der lå nede på gulvet. Jeg måtte gemme mig inde på et værelse til situationen kom under kontrol. Og det var så det – hvad det slet ikke var.
-Den episode lå åbenbart dybt inde i mig og udviklede sig stille og roligt, og der gik halvandet år, før det hele brasede sammen. Mine muskler ville slet ikke som jeg ville. Jeg kunne ikke trykke strengene på guitaren ned på gribebrættet og af og til havde jeg svært ved at gå eller løbe. Jeg kom på Herlev Hospital og blev undersøgt for alverdens ting uden at lægerne kunne påpege noget fysisk.
-Jeg havde en god sundhedsforsikring og begyndte at gå til psykolog. I den periode var jeg bange for at kollapse rent fysisk, jeg faldt ned ad en trappe derhjemme, men havde heldigvis stadig rygsæk og cykelhjelm på.
Det endte – måske ikke så overraskende – med diagnosen PTSD – som så blev suppleret med diagnosen PNES – som er Psykogen nonepileptisk anfald.
Bruno udviklede angst og var ikke meget for at komme uden for en dør. Det var noget med at sidde på trappen og kigge ud og så gå op i lejligheden igen. Men stille og roligt gik det den rigtige vej.
-Min søn bor også i Søborg og kom og hjalp mig med de mest basale huslige ting. Jeg fik bevilget en kørestol og en rollator og har senere suppleret med en kombination af en stok, der kan forandres til en stol i løbet af et øjeblik.
-Så kom jeg ud, når der ikke var alt for mange mennesker i nærheden, og det er stille og roligt blevet bedre. Jeg stresser ikke. Har jeg det dårligt en dag, så bliver jeg hjemme.
Undervejs i forløbet havde han fået en rigtig god ven i sin kollega Kasper.
-En dag ringede han til mig og spurgte hvordan det gik. Jeg kunne kun svare, at det ikke var så godt. Jeg kunne jo ikke spille på min guitar, fordi det gjorde ondt i fingerspidserne. Så foreslog han, at jeg skulle skrive nogle ting. Det var en god ide. Så jeg sad og med knoerne skrev jeg på computeren, og nu er det blevet til flere digtsamlinger. Den ene er endda oversat til engelsk.
Musik har altid fyldt meget i hans liv. Selv om han ikke kom fra et hjem med klaver.
-Til gengæld sang vi i familien. Vi fire børn og far og mor nåede faktisk op på 28 (otteogtyve) sange, når vi gik rundt om juletræet, og det var altså også der uden musik.
Bruno har indspillet masser af musik gennem årene.
-Jeg har netop udsendt en ny julesang sammen med Låste Døre, og tidligere på året udsendte jeg sangen Søborgnatten i mit eget navn.

Begge sange er tilgængelige på alle mulige streamingtjenester.
Økonomisk er Bruno dækket godt ind af diverse pensioner,
-Så jeg går ikke sulten i seng, og skal i hvert fald ikke stresse over noget i den retning. Jeg har også taget til mig, at jeg kun skal lave 80 procent af det, som jeg kunne før. Og at jeg skal lytte til min krop.
Og så vil Bruno lige som så mange andre, der har været helt ude på kanten, godt takke det danske sundhedsvæsen, der fik hevet ham tilbage, da han var helt ude på kanten.
Lørdag formiddag kan man for det meste træffe ham på cafeen, hvor han spiller guitar til de 10-12 sange, hvor teksten bliver vist på en skærm, så gæsterne kan synge med.
-Min historie er jo, at det både er vigtigt og muligt at lave meningsfuld kreativitet, også på den anden side af invaliderende psykisk sygdom.
-Musik og lyrik fik mig tilbage. Og nu er ambitionen så at komme tilbage til Kentucky, når helbredet tillader det, siger han.