Pølsekulturen bevares på Trafikpladsen

Stamkunderne holder en håndfuld medarbejder beskæftiget

Nye tider, nye skikke.

I 1970erne var der op mod 700 pølsevogne i det ganske land.

Nu er der så få tilbage, at det er lige før man skal have findeløn for at finde en pølsevogn eller en pølsebar.

Gladsaxe havde i mange, mange år vogne og skure. På Sløjfen ved Søborg Torv stod der en vogn, der kørte solidt forretningsmæssigt - indtil den ikke gjorde det mere.

Der var vogne eller skure i Bagsværd, I Buddinge Centret, i Mørkhøj, ved Stengård Station ved Kildebakken Station.

Men tiderne skiftede. Der kom burgerbarer, kebabboder og asiatiske forretninger. Og huslejen steg for de garager, der blev taget i brug, når vognene skulle køres væk efter lukketid.

Men Pølsebaren ved siden af Silvan på Trafikpladsen lever i bedste velgående. Den nuværende indehaver, Klaus Ellegaard, rundede 1. maj 10 års jubilæum, og selv om han lige har rundet de 65 år har han bestemt ikke tænkt sig at lægge sig hjem på divanen.

-Forretningen går jo godt, konstaterer han.

Egentlig var han lastbilchauffør, men det var i en forretning, hvor man ikke rigtig vidste, om ejeren ville købe nye biler, når de gamle var udtjente.

-Så da en kammerat spurgte om det ikke var noget at overtage pølsebaren ved Silvan, så slog jeg til, fortæller Klaus Ellegaard, der fik en uges oplæring, så var han klar.

-Den tidligere ejer flåede den første hot dog ud af mine hænder og smed den ned i en skraldespand, for den var ikke god nok, men jeg kom efter det.

Udvalget er stort i Pølsebaren.

-Vi har 15 forskellige slags pølser, og så sælger vi også hjemmelavede frikadeller med en ekstra ingrediens, der gør dem meget luftige. Vi sælger biksemad, bøfsandwich og så det helt store nummer som er flæskestegsandwich. Folk valfarter nærmest hertil for at få fat i dem. Jeg kommer hver morgen klokken 7 og sætter nogle stege i ovnen. Det skal være nakkekam, for så er jeg sikker på, at de ikke bliver tørre, siger Klaus Ellegaard.

-Vi får leveret kødet her til forretningen. Det er ting, der oftest er dyrere end man kan købe i forretningerne. Kvalitet koster penge. Det gælder også grøntsagerne, slår han fast.

Der er også en lang række dressinger til de forskellige retter. Hjemmelavede forstås.

Mange børn har stiftet med pølser ved at få en rød pølse med håndtag, men den slags sælges næsten ikke mere.

-Og det samme gælder Kradsere. Vi kan godt lave dem, men det hører til sjældenhederne, at vi bliver bedt om det, siger Klaus Ellegaard.

-Jeg har fem ansatte til at tage sig af kunderne. Vi har kun fem lukkedage på et år. Tre til jul og så nytårsaften og 1. januar. Forretningen går lidt trægt i januar og februar, for folk har brugt for mange penge til jul og nytår, og så skal de også lige på slankekur et par måneder, siger han.

-Vi har mange kunder fra Novo ovre på den anden side af Gladsaxe Møllevej, og så kommer der mange håndværkere forbi. Der kommer mange børn ovre fra Eventyrteatret. De skal altid bare have pommes fritter, siger han.

Pølsebaren ser amerikansk ud. Det er et minde om den tidligere ejer.

-Jeg har gjort mest ud af at holde tingene i pæn stand og så sætte en markise og lidt småting op. Folk kan sidde både ude og inde.

De første pølsevogne i København kom på gaden 18. januar 1921. Det var små trækasser på to hjul, og så var der et kogekar og en primus og en kasse med brød. En rød pølse med brød kostede 30 øre. Med de meget lidt luksuriøse forhold lå kælenavnet Cafe Fodkold lige fod.