Debatindlæg af : mor til to Katrine
Sommerferien er slut. Sandet er støvsuget ud af bilen, og hamsterhjulet drejer igen. Aula, madpakker, læsning og forældremøder.
I går var jeg til forældremøde fra 16.00-18.30. Vi startede selvfølgelig med fællessang. For der er ikke noget, der siger “nu tager vi forældrerollen alvorligt” som 50 voksne, der synger sammen en tirsdag eftermiddag.
Så kom læsningen. 20 minutter fem gange om ugen kontra syv. En graf, der nærmest råbte: DIT BARN FÅR FÆRRE ORD!
Jeg havde ellers lige været tilfreds, når vi nåede 15 minutters læsning på en hel uge.
Så kom sheltertur, bålhygge, kaffemik, legegrupper og et tre timers oplæg om skærmforbrug.
Tre timer. En fredag. Om skærmtid.
Jeg prøver virkelig at finde min indre ja-hat frem. Den er bare ikke til alt det sociale. Og slet ikke til tre timer om skærmforbrug.
Og så kostede oplægsholderen 5.000 kroner fra klassekassen. Jeg troede egentlig, klassekassen var til børnene. Kage. Legetøj. En fest.
For måske er det dér, vi har skabt et problem.
Vi vil så gerne give vores børn det bedste: mere fællesskab, flere oplevelser, mere læsning, mindre skærm, flere legeaftaler og mere forældreinvolvering.
Intentionerne er gode. Virkelig gode.
Men hvornår bliver mere til for meget?
For når alle de gode intentioner lægger sig oven på hinanden, bliver de tilsammen endnu en to-do-liste.
Dagen efter stod der sørme endnu et forældremøde i kalenderen. Heldigvis kun halvanden time. Man skal jo ikke gå ned på forældremøder.
Måske har vores børn ikke brug for mere.
Måske har de bare brug for, at vi er der.
Også når vi siger nej.
For de har ikke brug for en perfekt mor. De har brug for dig.
Mvh mor til to
Katrine
Kære skoleliv
