Skal maksimalt vare 30 minutter
Det er et demokratisk princip, at borgerne skal have en mulighed for at komme til orde over for politikerne. Derfor er der bl.a. spørgetid ved byrådsmøderne.
Men den ordning kom en del ud af kontrol ved det seneste byrådsmøde, hvor de afsatte 30 minutter blev til halvanden time. Det lignede mere en detaljeret byggesagsbehandling.
Nu har borgmester Serdal Benli (SF) til økonomiudvalgets møde 29. september stillet disse forslag om en opstramning af reglerne:
at de reviderede retningslinjer for spørgetid i Gladsaxe Byråd vedtages med ikrafttræden fra førstkommende ordinære byrådsmøde, og
at de nye retningslinjer for spørgetid evalueres i Økonomiudvalget senest i juni måned 2027.
Forvaltningen har foretaget en revision af retningslinjerne for spørgetid ved de ordinære møder i Gladsaxe Byråd.
Ændringerne har primært til formål at modernisere og præcisere reglerne, så de bliver mere overskuelige for borgere, byrådsmedlemmer og mødeledelsen.
De væsentligste ændringer vedrører præcisering af formål, spørgsmålstyper, tidsmæssige rammer, antallet af spørgsmål pr. spørger samt tydeligere regler for mødeledelse og god orden under spørgetiden. De nye retningslinjer for spørgetid er vedlagt som bilag 1.
De væsentligste ændringer er:
Indledningen er omskrevet, så formålet med spørgetiden tydeliggøres. Det præciseres, at spørgetiden giver borgere med tilknytning til Gladsaxe Kommune mulighed for at stille spørgsmål til Byrådet og modtage svar i offentlighed.
Reglerne om den tidsmæssige afvikling af mundtlige spørgsmål præciseres. Det fremgår nu tydeligere, at et spørgsmål bør kunne fremsættes på op til ét minut, og at svaret normalt bør kunne gives inden for to minutter. Derudover præciseres det, at en eventuel replik og duplik skal knytte sig direkte til det stillede spørgsmål. Hensigten er at understøtte en smidig afvikling af spørgetiden og give mulighed for, at flere borgere kan komme til orde inden for den afsatte tid.
Reglerne om, hvem der kan stille spørgsmål, er præciseret. Det fremgår nu udtrykkeligt, at spørgsmål kan rettes til Byrådet som helhed eller til et enkelt medlem af Byrådet, samt at spørgsmål kan stilles både skriftligt og mundtligt.
Bestemmelserne om spørgsmål er uddybet for henholdsvis skriftlige og mundtlige spørgsmål. Der indføres blandt andet en hovedregel om, at den enkelte spørger kun kan stille op til tre selvstændige spørgsmål pr. byrådsmøde. Samtidig præciseres reglerne om replik og duplik samt borgmesterens kompetence til at afgøre tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en henvendelse udgør et nyt spørgsmål eller en replik.
Reglerne om, hvilke spørgsmål der kan behandles i spørgetiden, er opdateret. Den tidligere bestemmelse om ansatte i kommunen erstattes af en generel bestemmelse om, at spørgetiden ikke kan anvendes til spørgsmål om løn- og arbejdsvilkår for ansatte i Gladsaxe Kommune.
Det præciseres, at spørgsmål, der mest hensigtsmæssigt kan besvares af administrationen, henvises dertil, og at spørgsmål, der ikke kan besvares under mødet, kan henvises til besvarelse på et senere byrådsmøde.
Der indsættes en ny bestemmelse om ordentlig adfærd under spørgetiden. Spørgetiden kan således ikke anvendes til spørgsmål eller udtalelser, der indeholder trusler, intimiderende, chikanerende eller anden groft utilbørlig adfærd over for byrådsmedlemmer, ansatte eller andre personer.
Bestemmelsen om borgmesterens ledelse af spørgetiden er sprogligt moderniseret og præciseret, uden at der lægges op til ændringer i den eksisterende kompetencefordeling.
Samlet set vurderer administrationen, at de foreslåede ændringer skaber et mere klart og tidssvarende regelsæt for afviklingen af spørgetid ved Byrådets møder.
Samtidig indføres der en tydeligere information til borgerne – både på Gladsaxe Kommunes hjemmeside, men også fysisk ved byrådsmøderne, så det blandt andet fremgår tydeligere, at der er afsat maks. 30 minutter til spørgetiden, at der kun kan stilles tre spørgsmål, og at spørgsmål, og svar, skal holdes korte og præcise.
De nye retningslinjer for spørgetid vil efter vedtagelsen fremgå som et bilag til forretningsordenen for Gladsaxe Byråd.
Administrationen foreslår, at de nye retningslinjer for spørgetid evalueres i Økonomiudvalget senest i juni måned 2027
Spørgetiden skal strammes op