Nyheder

Nye boliger på vej på Bagsværd Hovedgade 192

Nye boliger på vej på Bagsværd Hovedgade 192
På denne grund ønskes opført en bygning, der minder om bygningerne ved siden af.
Trafik- og teknikudvalget behandler sagen på sit møde 28. september
I øjeblikket ligger der bare en tilgroet byggetomt bag et hegn. Men om alt går efter bygherrens ansøgning vil der på Bagsværd Hovedgade 192 blive opført en etageejendom med ti boliger samt et kontorlejemål, fordelt på tre etager og en udnyttet tagetage samt tre hemse. Byggeriet udføres sammenhængende med naboejendommene. Der etableres en port i stueetagen, der giver adgang til parkerings- og opholdsarealerne i baghaven. Byggeriet vil blive 15,68 meter højt målt til tagryggen og vil blive opført som en udfyldning mellem eksisterende etageboligejendomme.
By- og Miljøforvaltningen modtog i slutningen af maj 2026 en ansøgning om at opføre et nyt etagebyggeri i tre etager med udnyttet tagetage på Bagsværd Hovedgade 192. Det ansøgte kræver dispensation fra Byplan 4 i forhold til det bebyggede areal og ønsket om ikke at etablere kælder. Forvaltningen vurderer, at dispensationerne kan imødekommes og indstiller, at der gives dispensation til et bebygget areal på 35,2 procent, samt at der ikke etableres kælder.
Byggeriet udføres sammenhængende med naboejendommene. Der etableres en port i stueetagen, der giver adgang til parkerings- og opholdsarealerne i baghaven. Byggeriet vil blive 15,68 meter højt målt til tagryggen og vil blive opført som en udfyldning mellem eksisterende etageboligejendomme.
Grundens areal er 948 m2, og arealet af etagebyggeriets fodaftryk på grunden er 315 m2. Derudover vil der blive opført et overdækket affaldsområde på 7,5 m2 og overdækket cykelparkering på 11,6 m2.
Det samlede areal for bolig- og erhvervsenhederne i etagebyggeriet vil være 1.170,4 m2.
Etagebyggeriet ønskes opført med facader i murværk og tag i tegl, med detaljeringer i murværket i stueetagen, ved porten og rundet om vindues- og dørpartier.
Der vil være altaner mod Bagsværd Hovedgade samt kviste i tagetagen mod Bagsværd Hovedgade og mod gårdsiden.
Parkering af biler vil foregå i den bagvedliggende gård, hvor bygningens primære udendørs opholdsarealer på terræn samt størstedelen af cykelparkeringen også vil være. To af boligerne vil have private forhaver mod Bagsværd Hovedgade. Affaldshåndteringen foregår i et særskilt rum ved porten samt i en mindre bygning udenfor.

Da bestemmelsen fastsætter - ifølge byplanen- at bebyggelsen skal opføres med kælder, kræver det ansøgte dispensation fra denne del af bestemmelsen, da man ønsker at opføre ejendommen uden kælder. Dette ønskes for at undgå den CO2-belastning, en opførelse af kælder ville give til byggeriet.
Derudover kræver byggeriet dispensation fra bebyggelsesgraden på højst 1/3 (33,33 procent) af nettogrundarealet. Bebyggelsesgraden svarer til arealet af ”fodaftrykket” af al bebyggelse på grunden i forhold til grundens areal. Det ansøgte kommer op på 35,2 procent, da man også ønsker at opføre et overdækket affaldsområde og overdækkede cykelparkeringspladser på grunden. Selve etagebyggeriet i sig selv holder sig inden for den tilladte bebyggelsesgrad.
By og -Miljøforvaltningen vurderer, at det er muligt at imødekomme ansøgningerne om dispensation fra krav om kælderetage samt overskridelse af bebyggelsesgraden.
Dispensation fra kravet om kælder har ikke nogen betydning for byggeriets udvendige udseende, og boligerne er desuden udstyret med egne depotrum og vaskemaskiner/tørretumbler, hvilket reducerer behovet for kælderrum til normale kælderfunktioner som f.eks. depotrum og vaske- og tørrerum. Der bliver derudover sat et areal af i stueplan ved porten til renovation og vicevært/varmecentral, så der ikke er behov for at lægge disse funktioner i en kælder.
I forhold til overskridelsen af bebyggelsesgraden er der tale om en forholdsvist lille overskridelse, det er 35,2 procent bebygget areal i stedet for de tilladte 33,33 procent. Overskridelsen sker først ved tilføjelse af sekundær bebyggelse på grunden i form af overdækket affaldsområde og overdækkede cykelparkeringspladser, som desuden er placeret langs to forskellige naboskel, og derfor ikke udgør en stor påvirkning for naboerne. Derudover vil ansøger udstyre overdækningerne med sedumtag (vegetationslag) , så de får et mere grønt udtryk.