Politik

Svært at gøre noget ved År 2000-plads

Svært at gøre noget ved År 2000-plads
Det er ikke så nemt at få træer og buske ind på År 2000-pladsen på grund af ledninger i jorden og brandvej.
Der kommer meget trafik fra stationen og der er mange ting i undergrunden
I forbindelse med det nu udskudte projekt (til foråret) med begrønning af en del af p-pladsen ved Meny i Bagsværd har flere nævnt, at det ville være bedre at bruge pengene på År 2000-pladsen.
Men det er ikke sådan ligetil. Det fremgår af et svar fra forvaltningen til Radikale Venstres byrådsgruppe, der godt vil vide hvilke muligheder der er for at gøre pladsen mere grøn, levende og attraktiv. Og de vil godt kende til økonomien i den forbindelse.

Forvaltningen har ikke et konkret forslag til yderligere begrønning, skygge og opholdsmuligheder, da det vil afhænge af ønsker til indhold og ambitionsniveau.
Der arbejdes dog allerede på et begrønningsprojekt på År 2000-pladsen. På Økonomiudvalgets budget blev der som led i puljen til strategisk byudvikling i budgetaftale 2018-2021 afsat 4 mio.kr. til et åbningstræk som opfølgning på Helhedsplanen for Bagsværd Bymidte.
Langt de fleste af midlerne er brugt på træer og beplantning i bymidten, bl.a. med grønne rabatter og flere træer omkring krydset Vadstrupvej/Bagsværd Hovedgade/Bindeledet. Der er en rest i puljen på ca. 370.000kr., som forventes anvendt inden udgangen af 2026 på en yderligere begrønning af År 2000 pladsen, der rammer torvet bedre ind, samt flere siddemuligheder.
Der arbejdes dog ikke med liggemøbler, bl.a. med udgangspunkt i stedets karakter, som er meget urbant med trafik omkring og over torvet, som er adgangsvej til Bagsværd Station. Forvaltningen har på den baggrund ikke yderligere forslag til begrønning af År 2000 pladsen på nuværende tidspunkt.
Der blev i budgetaftalen 2026-2029, afsat 1 mio. kr. i 2029 til projektering af projekter
forbundet med forskønnelse af Bagsværd Bymidte. I 15 års-anlægsoversigten blev der yderligere afsat 14 mio. kr. i 2030 og 15 mio. kr. i 2031 til implementering af projekterne.
Der er endnu ikke taget stilling til, hvad disse midler skal anvendes til.
Der er altid tekniske udfordringer og bindinger, når man arbejder i den eksisterende by. Det er også tilfældet på År 2000-pladsen, hvor bl.a. ledninger, ledelinjer og brandvej lægger begrænsninger på, hvor der f.eks. kan plantes træer eller sættes bænke eller andet inventar. Tilsvarende har det betydning, at torvet også indgår i en meget benyttet gangforbindelse mellem erhvervsområdet, bymidten og stationen. Sådanne forhold indgår altid i forvaltningens arbejde med at udforme projekter for torve og pladser. Det kan ofte være årsagen til, at der ikke kan plantes eller sættes byrumsinventar på steder, hvor det umiddelbart kan forekomme oplagt. Det er derfor ikke muligt at give et skøn for hvad en omdannelse vil koste, før indhold og ambitionsniveau er nærmere fastlagt.