Nyheder

Runebergs Alle bør gøres ensrettet og åbnes ud mod Hovedgaden

Runebergs Alle bør gøres ensrettet og åbnes ud mod Hovedgaden
Kommunen har foretaget begrønning af dele af Søborg Hovedgade, og det betyder, at lastbiler skal køre både frem og tilbage på Runebergs Alle.
Kommunen lukkede Runebergs Allé. Nu skal Planklagenævnet se på lokalplanen

Lokalplanen for Søborg Hovedgade nævner to sideveje, der er lukket ved hovedgaden, og kræver svingbaner ved de øvrige. Runebergs Allé er ikke nævnt som lukket. En grundejer har nu klaget til Planklagenævnet.
Klagen kommer bl.a. for at gøre noget ved den tunge trafik. Renovationsbilerne bakker hele vejen fra indkørslen ved Marienborg Alle og skal så tilbage. Det er ikke muligt at vende på den lille plads for enden af vejen tæt på Søborg Hovedgade. Med en ensretning kan de køre fremad hele vejen.
Derfor vil det give mere mening at gøre vejen ensrettet. Så kan man godt dreje til højre ad Søborg Hovedgade, fordi der et godt udsyn til de trafikanter, der kommer fra venstre side, mener grundejeren.

I marts 2024 lukkede Gladsaxe Kommune Runebergs Allé ved Søborg Hovedgade som led i fornyelsen af hovedgaden. Hvor vejen før mødte hovedgaden, står der i dag et træespalier med beplantning. Kørebanen er fjernet og erstattet af bede og bænke. Højresvingsbanen ind til Runebergs Allé er lavet om til parkering.
En grundejer på Runebergs Allé har klaget til Planklagenævnet. Han mener, at lukningen strider mod to bestemmelser i lokalplan nr. 86: § 5.1 om, hvilke sideveje der er lukket ved hovedgaden, og § 5.3 om svingbaner.
Planen gælder for Søborg Hovedgade og for de fem første ejendomme på Runebergs Allé.
§ 5.1: To navngivne lukninger
Lokalplanens § 5.1 lyder: ”Området vejbetjenes fra Søborg Hovedgade med sideveje. Niels Bohrs Allé er dog lukket ved hovedgaden, ligesom Søborghus Allé lukkes ud for skellet mellem matr.nr. 1 o og 1 p, som vist på kortbilag nr. 2.”
Kortbilaget har en særlig signatur for vejlukning. Den står ved Niels Bohrs Allé og ved Søborghus Allé, men ikke ved Runebergs Allé.
”Ordet ’dog’ har kun mening, hvis hovedreglen gælder for de øvrige sideveje,” skriver grundejeren i klagen.
§ 5.3: Svingbaner ved sidevejene
Lokalplanens § 5.3 lyder: ”Der skal etableres svingbaner, hvor Søborg Hovedgade giver adgang til dennes sideveje.”
Planens redegørelse forklarer, hvorfor der er afsat plads: ”Ved sidevejstilslutninger forøges byggelinjens afstand til maksimalt 15 m med det formål at give plads til svingbaner.”
Kommunen: Kravet gælder ikke længere

Kommunen mener ikke, at lukningen strider mod lokalplanen. I sine bemærkninger til Planklagenævnet af 30. september 2026 skriver kommunen, at bestemmelserne ikke ”fastlægger eller sikrer en bestemt vej adgang mellem Søborg Hovedgade og Runebergs Allé”. Om svingbanen skriver kommunen: ”Når der ikke længere er adgang fra Søborg Hovedgade til Runebergs Allé, er § 5.3 om svingbaner således ikke relevant for det pågældende sted”.
Grundejeren kalder begrundelsen cirkulær. ”Er afspærringen i strid med § 5.1, består adgangen efter planen, og så består pligten efter § 5.3 uændret,” skriver han.
Kommunen har oplyst, at ”der heller ikke foreligger en sag om dispensation”. Et forhold, der strider mod en lokalplan, kræver ellers dispensation eller en ny lokalplan.
Kommunen mener desuden, at dens svar til grundejeren ikke er en afgørelse, men ”alene en vejledende orientering om kommunens vurdering”. Planklagenævnet skal derfor først tage stilling til, om nævnet kan behandle klagen.