Politik

Der køres for lidt på cykel

Der køres for lidt på cykel
Bidragene til et bedre klima er for få.

Udenlandske turister er ved at falde i svime, når de kommer her til landet og ser alle de mange cyklister. På dem virker det nærmest som om alle cykler fra de står op til de går i seng.
Men i Gladsaxe går det faktisk den forkerte vej, hvis man gerne vil bidrage til et bedre klima ved at cykle og lade bilen stå.
Det fremgår af den orientering, som klima- og miljøudvalget får fra Miljøafdelingen på sit kommende møde

Udviklingen i antal cykelture går i den forkerte retning i forhold til målet om, at andelen af cykelture skal øges med 25 procent i 2030, målt i forhold til 2019.
I 2019 kørte hver person 179 ture på årsplan. Det tal faldt til 149 i 2024.

Biltrafikken er steget med 5 procent fra 2019 til 2024 målt i antal kørte kilometer. Udviklingen i bilismen går således også i den forkerte retning i forhold til målet om, at bilismen skal falde med 10 procent. Udviklingen i flere kørte kilometer kan tilskrives en eksplosiv stigning i det private jobmarked i Gladsaxe, som har medført et øget transportbehov. I 2019 var der 29.205 fuldtidsstillingen. I 2024 var tallet steget til 41.709.
Salget af elbiler er steget markant de seneste år. Fra januar 2021 til maj 2026 er antallet af elbiler i kommunen steget fra 705 til 8.620. Således udgør andelen af elbiler nu 26 procent ud af en samlet bestand på 34.365 biler i kommunen. Pt. stiger andelen af elbiler med 0,7 procentpoint om måneden. Med denne udvikling i elbiler forventes det, at vi når 2030-målet om 1/3 elbiler allerede i 2027.
Energiforbruget i husholdningerne er reduceret med 4 procent i 2024 i forhold til 2019. Det til trods for at ca. 4.750 elbiler er kommet til i samme periode, som for de flestes vedkommende har flyttet energiforbrug fra fossile tankstationer til hjemmeopladning med strøm. Det fordobler typisk en husstands elforbrug. Det til trods er elforbruget faldet med 8 procent fra 2019 til 2024. Elforbruget (uden elbil) udgør ca. 1/5 af husstandens energiforbrug.
Generelt har borgerne i Gladsaxe oplevet stigende velstand i perioden og den omsættes ofte til øget komfort som højere temperatur i boliger og udbygningen med flere boligkvadratmeter, men et øget fokus på energibesparende tiltag og højere energipriser har været med til at modvirke et øget forbrug. Til trods for den positive udvikling er vi dog langt fra 2030-målet om, at energiforbrug i boliger falder med 15 procent.
Fra 2019 til 2024 faldt andelen af boliger, der opvarmes med olie eller naturgas, fra 50 til 33 procent. I 2019 var der 2.199 oliefyr i kommunen. Det tal var i 2024 faldet til 714. I midten af 2026 er der 566 oliefyr tilbage.
Fjernvarmeudbygningen tog for alvor fart i slutningen af 2022. Antallet af boliger opvarmet med fjernvarme steg fra 17.000 i 3. kvartal 2025 til 23.000 i midten af 2026. Tilslutningen af fjernvarme sker ikke med et hus ad gangen, men store områder på én gang. Der tilsluttes oftest store områder lige op til varmesæsonen. Der kan forventes endnu et stort ryk i september 2026. Konverteringen til fjernvarme, har medført et fald i gasforbruget på 7 procent fra 2023 til 2024.
Udrulning- og konverteringen til fjernvarme er fortsat den vigtigste enkeltstående faktor for at nå målene for CO2-reduktioner i Gladsaxe.