Sønderjyske fra Superligaen besejret med 3-1 i pokalturneringens 3. runde
I seks timer havde AB ikke scoret i 1. division, og holdet ligger ikke for godt placeret i den række.
Men i pokalkampen på Gladsaxe Stadion i overværelse af 931 tilskuere mod Sønderjyske blev der endelig løst op for nogle offensive ting.
Det gav så en sejr på 3-1 og et avancement til 4. runde.
Sønderjyske kom bedst fra start. AB har tidligere haft succes med at gå langt frem på banen, men modstanderne var gode til at flytte spillet rundt. Det førte så bare ikke til noget som helst, når det gjaldt afslutninger.
Der var AB lidt mere effektive med et par seriøse hug, der havde fortjent en bedre skæbne. Men 1. halvleg endte uden scoringer.
AB havde fået bedre fat i kampen, men i det 57. minut kiksede forsvarsspillet i højre side. Det gav så Matthew Hoppe en gratis chance, som han forvandlede til 0-1 efter en lille dribletur
Men bare fire minutter senere fik Casper Grening bragt balance i regnskabet. Han trak ind i banen fra venstre fløj, og sønderjyderne bakkede i stedet for at gå frem til ham. Så der var god plads til at sende bolden i mål til 1-1.
Marcus Bobjerg havde fået chancen i AB’s mål, og han spillede en storkamp. Med et par meget fornemme redninger, hvor det nemt kunne være gået galt, så kampen var tippet over til modstandernes fordel.
AB har hentet Jermain Fernandes i hollandsk fodbold. Han har bl.a. spillet på Surinams U-landshold. At sparketeknikken var i orden, så man da, han svingede benet og tordnede bolden i kassen til 2-1. Det var høj klasse. Og igen blev Sønderjyske straffet for ikke at gå længere frem.
Bagud 1-2 var der taktisk kun en ting at gøre for Sønderjyske: Sats hele butikken og send alle mand frem.
Det blev så straffet, så Saliou Diop næsten havde hele modstandernes banehalvdel for sig selv, så han kunne gøre det til 3-1 kort før slutfløjtet.
En fortjent opmuntring til AB, der dog nu har to ting at koncentrere sig om. Holdet skal væk fra bundregionen i 1. division, og der kan nok tjenes en god skilling med en heldig lodtrækning i pokalturneringen.
Lørdag kommer Esbjerg på besøg, og den kamp skal meget gerne vindes.
AB fik hul på bylden
AB havde svært ved at følge med i første halvleg , men kom stærkt tilbage