Starten i 1. division har været lige så svær som ventet
3 kampe, 2 point og en målscore på 3-4.
ABs comeback i landets næstbedste række har udviklet sig akkurat lige så svært som ventet. Efter 2-2 i Vejle og 1-1 hjemme mod Fredericia blev det lørdag til 0-1 i Hobro. Og det har indtil videre placeret AB i den nederste halvdel af rækken, hvor der til foråret skal spilles om at undgå nedrykning.
På søndag gælder det så udekampen mod oprykningskollegerne Vendsyssel i Hjørring. Umiddelbart også en meget svær opgave. Så måske står der sølle to point på kontoen efter de fire første kampe. Trøsten er så, at der er 18 kampe tilbage til at rette op på tingene.
AB kom ud for fuld kraft i Hobro. De sortklædte akademikere lignede et mandskab, der ville sætte sig igennem, og det gik fint det første kvarters tid, hvor hjemmeholdet var under et massivt pres. Men AB fik ikke for alvor produceret de helt store tilbud, og så begyndte Hobro at æde sig ind i kampen.
Men generelt var de første 45 minutter nærmest støvsuget for tilbud. AB havde et par tværbolde foran Hobros mål, hvor der bare manglede en afslutter.
Hobro havde næsten ingenting.
Der var kun spillet tre minutter af 2. halvleg, da kempens enlige scoring faldt. Hobro fik et frispark lige uden for feltet. Bolden blev trillet til siden til Mikkel M. Pedersen, der sendte bolden i mål via den ene stolpe.
AB havde skiftet Jonathan Mathys ud med Caspoer Grening, og det gav noget mere drev i offensiven, men godt blev det aldrig. Det blev til en enorm chance, hvor bolden prellede af på den ene opstander, og så blev Jonas Dakir i Hobros mål flere gange udfordret, så han måtte levere gode redninger.
ABs opgave lige nu er nok mest ikke at gå i panik over at tingene ikke lykkes i samme grad som i forrige sæson i 2. division. Aidan Liu har været en god investering og Saliou Diop har noget hurtighed, der kar rive et forsvar op.
Når AB har været i Hjørring næste weekend venter der en dyst 22. august hjemme mod Hvidovre.
AB er for ineffektive
Jonathan Mathys (i sort tøj) fik kun de første 45 minutter i Hobro. Foto: AB arkiv