Nyheder

Udsteder færre p-afgifter

Udsteder færre p-afgifter
Mange borgere har fundet ud af at de kan parkere ved højhuset i Høje Gladsaxe Foto : Niels Rasmussen
Negativ udvikling lurer

I 2025 blev der pålagt borgerne ca. 3.000 parkeringsafgifter i Gladsaxe. Værebro og Høje Gladsaxe tegnede sig for en stor portion med i alt 573 afgifter. Det var en klar forbedring i forhold til året før, hvor der blev udstedt 747 afgifter i de to områder.

Til gengæld har starten på 2026 været sløj. 15, april var der tilsammen de to steder udstedt 196 afgifter.

I 2016 overtog Gladsaxe Kommune parkeringskontrollen på offentligt vejareal fra politiet. Formålet er primært at sikre trafiksikkerhed, tilgængelighed og fremkommelighed. Indsatsen er begrænset i sit omfang og skal primært virke adfærdsregulerende. Det er vigtigt, at parkeringskontrollen har en god relation til borgerne og ikke opleves som en pengemaskine, der chikanerer, men tvært imod som bidragende til at skabe øget trafiksikkerhed til fordel for kommunens borgere, pendlere og erhvervsliv.

Den løbende parkeringsindsats sker i hele kommunen, og særlige indsatsområder udvælges normalt på baggrund af forvaltningens observationer, men også ud fra løbende henvendelser fra og dialog med erhvervsliv, borgere og kommunens øvrige forvaltninger.

Parkeringsindsatsen har en særlig opmærksomhed på at hjælpe erhvervslivet med at håndhæve tidsrestriktioner, der kan sikre flow i parkeringen til kunder.

Flere og flere får biler også i Gladsaxe, og boligområderne er typisk ikke dimensioneret til at flere og flere har op til flere biler. Samtidig har den generelle udvikling i transportbranchen været, at mange ansættes som selvstændige vognmænd, hvilket skaber et behov for at kunne tage varevognen med hjem.

Budget 2026

Med Budgetaftale 2026-2029 blev det besluttet at prioritere parkeringskontrollen omkring Høje Gladsaxe og Værebro, samt at evaluere denne parkeringsindsats i foråret 2026. Den prioriterede parkeringsindsats blev iværksat allerede i juni 2025 og har betydet mere parkeringskontrol i områderne på forskellige tidspunkter på døgnet.

Den skærpede indsats følger Budgetnote 11 i Gladsaxe Kommunes Budget 2026-2929:

Der har gennem årene været henvendelser til kommunen om kørsel og ulovlig parkering på stamvejen ved Høje Gladsaxe fra boligforeningernes formænd. Forvaltningen modtager ligeledes henvendelser fra områderne Høje Gladsaxe og Værebro om, at der parkeres ulovligt. Parkeringskontrollen vil derfor blive prioriteret på de offentlige veje ved hhv. Høje Gladsaxe og Værebro. I juni 2026 vurderes behovet for yderligere skærpelser af parkeringskontrollen.

Tiltag i Høje Gladsaxe og Værebro

Ud over øget parkeringskontrol har forvaltningen foretaget løbende observationer af situationen i områderne. Derudover har forvaltningen været i dialog med de driftsansvarlige og boligorganisationerne i Høje Gladsaxe om parkeringsudfordringerne og mulige løsninger, været på fælles besigtigelse samt foretaget trafikmålinger. I Værebro skal der implementeres en ny helhedsplan, og som led i den proces, har forvaltningen været i løbende dialog om den fremtidige trafikafvikling, kollektiv transport og parkering i området. Derudover er der foretaget en vurdering af trafiksikkerheden, og begge områder vurderes overordnet som trafiksikre for bløde trafikanter.

Den øgede parkeringskontrol har umiddelbart ikke medført en stigning i antallet af udstedte parkeringsafgifter i Høje Gladsaxe eller Værebro. I Høje Gladsaxe er der observeret et fald i det samlede antal afgifter i 2025. Det kan være svært at konkludere, om faldet skyldes den øgede kontrol og de tiltag, som boligorganisationerne har gennemført på baggrund af dialogen, som for eksempel reklame for parkeringsordningen for erhvervsbiler i deres medlemsblad. Observationer fra 2026 peger på, at der er en tendens til, at balancen mellem personbiler og varevogne er tippet, så det nu er færre varevogne, som holder ulovligt.

De foreløbige tal for 2026 tyder på, at antallet af udstedte parkeringsafgifter vil stige sammenlignet med antallet i 2025.


Det er parkeringskontrollens observationer, at den ulovlige parkering skyldes, at der i aften og nattetimerne ikke er tilstrækkelig med parkeringsmuligheder i nærheden af boligselskabernes egen grund. Det bemærkes også, at omkring 20 procent af alle parkeringsafgifter i Gladsaxe Kommune udstedes i de to boligområder.

Forvaltningen vurderer, at den prioriterede parkeringskontrol i Høje Gladsaxe og Værebro har medført, at det har været sværere at tilpasse parkeringskontrollen til opståede behov andre steder i kommunen.