Nogle forbinder Kristi Himmelfartsdag med en kirkelig højtid, andre med forårets kærkomne fridage. Det var netop Kristi Himmelfartsdag i 1950, at Pastor Teglbjærg blev indsat i Gladsaxe Kirke, og billedet viser hans prædiken i dagens anledning.
Før indsættelsen var han hjælpepræst med Mørkhøj som sin særlige opgave. Men Mørkhøj Kirke blev først bygget i 1960, så derfor manglede han menighedslokaler. Således kom det til, at Mørkhøj Skole stillede et lokale til rådighed, som i mange år blev brugt som menighedssal med gudstjeneste hver anden lørdag.
Noget mere prægtig end skolens lokaler er Gladsaxe Kirke på billedet. Den blev bygget i 1187 og dens to kirkeklokker med deres flotte alder på henholdsvis 576 og 258 år kimer endnu op til gudstjenesten. Gennem århundrederne er kirken ombygget og udvidet flere gange, og dens nuværende form er fra 1737.
Glædelig Kristi Himmelfart fra Gladsaxe Stadsarkiv
Præst under trange kår