Debat

Når besparelser bliver til ensomhed

Når besparelser bliver til ensomhed
Debatindlæg : Af Jørn Guldberg , formand Gladsaxe Seniorråd.
Når Gladsaxe Kommune skal spare, bliver forslagene ofte præsenteret som mindre justeringer: højere takster, lavere tilskud eller tilbud, der nedlægges. Men for mange ældre borgere er konsekvensen den samme: Det bliver sværere at komme ud, møde andre og være en del af fællesskabet.
Derfor bør besparelserne vurderes samlet. En dyrere Flextur, bortfald af gratis transport til Telefonfabrikken og fuld brugerbetaling på seniorers skovture rammer især dem, der i forvejen har begrænset mobilitet eller økonomi. For dem er transport og aktiviteter ikke luksus, men forudsætningen for social kontakt.
Særligt bekymrende er reduktionen af støtten til pensionist- og handicapklubber. De lokale klubber er mødesteder, hvor ældre kan danne relationer, deltage aktivt og føle sig nyttige. Hvis tilskuddene beskæres, kan det føre til færre aktiviteter, højere kontingenter og i værste fald lukning af fællesskaber.
Man kan ikke samtidig bede civilsamfundet løfte mere og fjerne det økonomiske grundlag under de foreninger, der allerede forebygger ensomhed. Også mindre sociale puljer og hjælpemidler har stor betydning for, om ældre kan klare hverdagen, komme ud og fastholde kontakten til andre.
Besparelserne bør derfor ikke kun måles på den umiddelbare økonomiske gevinst. Hvis de fører til mere ensomhed, dårligere trivsel og større behov for hjælp senere, er regningen blot flyttet – økonomisk og menneskeligt.
Gladsaxe Kommune bør gennemføre en samlet social konsekvens vurdering, før forslagene vedtages: Hvem rammes? Hvilke alternativer findes reelt? Og hvad sker der med dem, der ikke selv har råd, kræfter eller mulighed for at opsøge andre tilbud?
Seniorer skal ikke ses som en udgiftspost, men som mennesker med behov for fællesskab, mobilitet, tryghed og indhold i hverdagen. Et rigt seniorliv kræver mere end pleje og praktisk hjælp. Det kræver adgang til andre mennesker. Det er ikke luksus. Det er forebyggelse af ensomhed – og en kommunal opgave, der bør tages alvorligt.”