Nyheder

Honning er ikke bare honning

Honning er ikke bare honning
Biavler havde travlt på biblioteket

Det vrimlede og myldrede med børnefamilier på Hovedbibliotek søndag formiddag. Ved mange borde kunne man lave sine egne bæredygtige evighedsblomster, når der var tegnet og klippet og klistret.
Og midt i det hele – eller lidt ude i siden - stod Emil Jensen, og han havde også travlt. For han er biavler og er her og der og næsten allevegne. For der er gang i forretningen, som han driver helt alene.
-Jeg bor i et kolonihavehus i Herlev og har så en håndfuld lokationer, hvor mine bistader er placeret, siger Emil Jensen, der har forenet det nyttige med det behagelige.
-Jeg begik den fejl, at jeg læste til arkæolog og brugte mine SU-penge på det. Nu er jeg i gang med at læse til dyrlæge, og så er det smart, at jeg kan have mine bier og sælge en god portion honning, siger han.
Der bydes på smagsprøver i et væk via træpinde, som kan stikkes ned i den flydende honning. Der er seks forskellige smage og forklaringen, at bierne bringer smagene med tilbage, når de har været ude og flyve og skal hjem til staderne.
-Man skal være en smule sær for at gøre så meget ud af, som jeg gør. Det er en passion, som jeg elsker at dyrke. Der er også meget praktisk arbejde som passes for at drive forretningen. Jeg fik besøg af Sundhedsstyrelsen, der var ude for at kontrollere mine glas. Glassene var okay, men jeg havde fyldt for meget honning i. Cirka 25 gram per glas. Så måtte jeg investere i et automatisk påfyldningsanlæg. Det kostede lige 14.000 kr.
Handlen går stille og roligt, mens de besøgende kigger forbi. Det går noget hurtigere, når han er på Restaurant Skovlyst i Hareskoven, der er gode aftagere.
-Det er ikke første gang, jeg er på Gladsaxe Hovedbibliotek. Da jeg var her senest til et madarrangement sammen med kokken Nikolaj Kirk, havde jeg så travlt, at andre var så venlige at passe min lille bod, da jeg efter fem en halv time skulle på toilettet, siger Emil Jensen, der er mægtig god til at formidle sin viden og har mange ting med, som han bruger under produktionen.
Og der deles gode råd ud. Står der en plastbøtte med hård honning inde i køleskabet, så kan et vandbad gøre underværker, så den bliver til at smøre ud. Så lærte man det.
Emil Jensen viser en stor ostelignende, rund blok frem. Det ligner næsten en parmesanost.
-Det er bivoks, som jeg håber på snart at få tid til at bruge til at lave diverse cremer, siger han.
Han har også bier med. Men de er næsten hele tiden gemt under en hørsæk. For lyset er ikke lige deres bedste ven.
-Jeg høster to gange om året. I juni og august, fortæller han inden den næste familie kigger forbi for at se, hvad det her nu er for noget.
-Jeg kommer meget gerne tilbage for den direkte kontakt med publikum betyder meget for mig, siger han.
Honning er ikke bare honning